Weblog - arkiv - år 2004

Læs om hele det første år med vores nye schæferhund, Zeus. Alle indlæg i webloggen fra år 2004

Søndag d. 28. November 2004
af Lillemyr

I dag har vi haft Zeus til undersøgelse. Massøren begyndte med at se på måden Zeus gik på. Hun kunne godt se, at han krummede i ryggen, og slog ud til siden med bagbenene. Der efter begyndte hun at trykke på nogle bestemte punkter, der afhængig af reaktionen, ville vise hvor problemerne er. Hun kunne konstatere at musklerne over ryggen var meget spændte. Når hun ramte punktet ved lever/nyre "flygtede" Zeus. Det havde vi jo også regnet med. Det med bagbenene skyldes at akillessenen var for stram. Desuden strækker Zeus sig utrolig meget, det betyder, at senerne ikke er lange nok. Alt dette skulle kunne repareres med massage.

Adfærdsbehandleren mente, at Zeus var i vitamin/mineral underskud. Det skulle der også rettes op på, så vi fik noget homøopatisk væske og vitamin/mineral tilskud.  Alt dette samtidig med, at de tørre grøntsager skiftes ud med rå blendede grøntsager, skulle gerne hjælpe.

Vi skal have Zeus til sin første massage på tirsdag, og det bliver spændende hvad han siger til det.

Fredag d. 26. November 2004
af Lillemyr

Ja, nu har jeg fået til opgave at skrive om Zeus´ kløen til dagbogen.

Som I nok ved startede hans kløen i 4 mdr. alderen. Trods diverse dyrlægebesøg og foderskift til allergi-venligt hundefoder (650 kr. for 14 kg), var der intet der hjalp. Da Zeus var 8 mdr. begyndte vi at fodre med tørrede grønsager og råt kød (jeg kan ikke få ham til at spise rå grønsager, han nægter simpelthen at spise). Han måtte ikke få noget som vi ikke havde godkendt, og efter 7 dage var 95% af kløen forsvundet.
Nøj, hvor var det dejligt at have en hund man ikke skulle våge over 24 timer i døgnet. MEN intet varer evigt. For ca. 3 uger siden fik Zeus et tilbagefald. Så var gode råd dyre. Hvad havde han fået som han ikke kunne tåle. Vi spurgte alle der jævnligt er sammen med Zeus, hvad de havde givet ham, og det viste sig at han ikke havde fået noget som han ikke plejer.

Så her forleden tog jeg mig sammen og ringede til en healer, Irene Liljequist. Det var godt nok en oplevelse for livet. Hun bad mig fortælle om forløbet. Der efter sagde Irene at hun kunne se at Zeus var rundrygget (og jeg har som sagt har aldrig talt med Irene før). Det er han også og har været det altid. Irene fortalte, at fordi Zeus er rundrygget bliver der trykket på nogle af hans organer, bla. lever og nyrer. Det bevirker at han ikke kan komme af med alle affaldsstofferne, og at det er det der giver kløen. Det lyder jo rigtigt nok, at problemerne kommer inden fra, når der ingen pels eller hud forandringer er. Irene anbefalede mig at kontakte en kiropraktor for at få rettet ryggen. Jeg fik anbefalet en kiropraktor fra Sjælland, Marianna Bendixen, som også kører i Jylland og på Fyn.

Irene sagde også, at hun kunne se, at Zeus havde haft ondt i den ene fod/forben. Jeg måtte så bekende, at jeg dagen før havde ramt hans ene tå på forbenet med en skovl i vores søgen på en nedgravet kødben. Jeg kiggede selvfølgelig efter om der var sket noget, men kunne ikke se eller mærke noget. Jeg spurgte Irene om han havde ondt i tåen, hvor til hun svarede, at det havde han ikke, men han var blevet forskrækket. Det blev jeg også da jeg ramte ham. Vi afsluttede samtalen med at jeg lovede at kontakte en kiropraktor, og melde tilbage men nyt om Zeus.

Hvis jeg tvivlede på det åndelige/overnaturlige (hvilket jeg gjorde) er det for mig blevet bekræftet, at det kan lade sig gøre. Jeg har svært ved at komme i kontakt med Marianne, men vil prøve nogle her på Fyn. I mellemtiden skal vi til en adfærdsbehandler og hundemassør for at se om hun kan gøre et eller andet der kan hjælpe.

Torsdag d. 25. November 2004
af PTBB

Denne gang kan I læse lidt om en tur vi tog i sommerhus. 6 mennesker og 3 hunde. Derudover beretter jeg om resultatet af Zeus første konkurrence i DcH-Svendborg. Slutteligt fortæller jeg lige lidt om Oscar (Cairn Terrier hvalpen) og Zeus sammen.

Sommerhus

I sommerhus med 3 hunde

Vi tog 6 mennesker og 3 hunde til Vejers Strand og boede i sommerhus dér i 4 dage. Der var bare så enormt hyggeligt. Vi hyggede med god mad og brætspil om aftenen, og om dagen havde vi selvfølgelig været ude og gå lange ture med hundene. Vi gik ned til Vesterhavet, hvor hundene morede sig gevaldigt i vandkanten. Det var lidt spændende at se, hvorledes de tre hunde, Tarzan (svigerfars schæfer), Oscar (Cairn Terrier hvalpen) og Zeus kunne finde ud af det sammen i så lang tid. De ser dog nok hinanden næsten til daglig, men det er noget andet når de skal være sammen hele døgnet i flere dage. Det gik (måske ikke så overraskende endda) rigtigt fint. Vi oplevede tordenvejr den første nat. Tarzan er absolut ikke glad for tordenvejr, så han var lidt urolig. Både Oscar og Zeus er stort set ligeglade med tordenvejr, så de vågnede blot og skulle så lige ud for at tisse, og derefter gik de ind og sov igen uden ballade.
Vi vil tage i sommerhus igen en anden gang med alle hundene, men vi vil dog prøve at finde ét, der er lidt større.

3 hunde ved Vesterhavet

Zeus' første Dch-konkurrence
Så har Zeus prøvet sin første DcH konkurrence (Dansk civile Hundeførerforening). Det gik faktisk meget godt. Der var glimt fra alle mulige ting, der kan ske under konkurrencer. Dommersedlen kan naturligvis ses under resultater.

Jeg lister hermed op de forskellige øvelser og hvad der skete da Zeus skulle lave dem:

Stå, sid og dæk:
Zeus begynder at gå i stå-øvelsen da Tina går fra ham (ikke helt unormalt). Zeus rejser sig lige før tid i sid-øvelsen (lidt unormalt). Zeus rejser sig fra Dæk-øvelsen (højst unormalt).

Feltsøg:
Zeus går ind og tager genstanden, og kommer sandeligt også ud til Tina med den (godt klaret Zeus).

Lineføring:
Zeus er alt andet end koncentreret ved Tina. Han snuser meget (der er også en hel del fært, mææææn alligevel). Først da Tina er ved at være færdig med den figur hun skal gå i lineføringen og begynder at løbe, er Zeus opmærksom (nåja).

Spring:
Zeus har endnu ikke lært spring-øvelsen helt. Tina får Zeus på plads og giver kommandoen, spring, hvorpå Zeus springer op på springet og står lige nøjagtigt med forbenene på den anden side af springet (der står han så og blomstrer på toppen af springet). Tina skynder sig at følge Zeus resten af vejen over springet og retur.

Rundering:
(den kan Zeus godt...hehehehe) Tina får Zeus på plads, tager linen af ham og giver kommandoen Rundér. Zeus lunter i et jævnt og roligt tempo ind til figuranten, hvorpå der går nogle sekunder før han giver sig til at halse (pyh, go hund). Han stopper med at halse (hva'). Dommer giver Tina lov til at gå ind til hunden, hvorpå Zeus halser igen til tina er ved hans side (godt nok). Dommeren gør opmærksom på, at han giver fuldt point, da en person gik forbi for tæt på øvelsen (derfor holdt Zeus op med at halse). Go' dommer.

Summa summarum, Zeus fik 76 point ud af 150 mulige og blev nummer 8 ud af 11 hunde i C-klassen (fedt nok, fordi Tina selv kun regnede med at de fik 50 point).

Det var et udmærket resultat, idet Zeus endnu ikke kan alle øvelserne helt. Han var desuden med sine 10 måneder yngste deltager i denne konkurrence.

Zeus og Oscar

Det er det rene Fyr og Bi. Selvom Zeus er meeeget større end Oscar, så er Zeus forsigtig når han leger med ham. Det er værre med Oscar. Han får jo vores hund til at pive, når han sidder fast i kinden på Zeus. Vi er naturligvis i umiddelbar nærhed i tilfælde af at de bliver for voldsomme i deres leg.
Som Cairn Terrier bliver man hurtig hidsig og man har utrolig meget energi. Det betyder jo så bare, at Zeus bliver kørt helt flad når han leger med Oscar. Således resulterer en eftermiddag sammen med Oscar i, at Zeus sover rask væk hele aftenen og natten tilmed.
Stakkels vores hund.

Der er mange flere billeder under gallerier. Klik her.

Lørdag d. 2. Oktober 2004
af PTBB

Så er der opdateret. Læs om Zeus' anden hvalpeudstilling, der efter gik bedre efter noget træning i det, og læs derefter om Zeus' kløeproblemer, der næsten er væk efter vi er begyndt på en ny måde at fodre på. Derudover har Zeus fået sig en ny legekammerat, Oscar, der er en Cairn Terrier. Læs mere om det herunder.

Udstilling i Odense
Da vi købte Zeus, aftalte vi med kennelen, at han kom på mindst 2 hvalpeudstillinger. Derudover så kennelen jo meget gerne, at vi fik ham avlskåret når tiden var moden til det.

Vi kom på den første hvalpeudstilling i Bramming i starten af August uden at have haft mulighed for noget træning, det såkaldte ringtræning. Det skyldtes at der var sommerferie for træningen overalt på Fyn på tidspunktet op til hvalpeudstillingen, der i øvrigt pludselig blev rykket tre uger frem. Vi trænede en smule herhjemme op til udstillingen og da vi kom derop, sagde vi til dommeren, at vi ikke havde prøvet det før. Så instruerede dommeren os lige kort, og vi gennemførte Zeus' første hvalpeudstilling og endte på en 3. plads, som udløste en pokal. Vi var dog godt nok kun tre hvalpe i Zeus' aldersgruppe, men vi var stolte alligevel.

Efter denne udstilling fandt vi Kennel Maegaard, ikke langt fra os, hvor vi kunne træne ringtræning frem til den næste udstilling, der fandt sted i Odense N d. 12/9. Her trænede vi en gang om ugen i tre uger. Det er en rigtig god ide at træne ringtræning sammen, idet hunden lærer ikke blot at løbe rundt i en ring, men også at lade de andre hunde være, som løber med rundt i ringen. Derudover fik vi en masse tips og snak om hundene. Blandt andet fandt vi jo ud af, at det ikke kræver ret meget for at køre vores hund træt. Zeus var meget slem til at løbe pasgang - for- og bagben bevæger sig synkront. Det er et tydeligt tegn på at hunden er træt. Vi mente dog, at det til dels skyldtes en uvane fra hundens side af. Bortset fra det syntes de andre, vi trænede sammen med, at vores hund var flot og STOR af sin alder at være. tre gange er selvfølgelig ikke meget og vi måtte dog også sande, at vi selv var noget ude af form. Det var hårdt, ikke mindst fordi Zeus trækker meget hårdt fremad, og det kræver en del energi at holde hunden nede i tempo.

Helt til slut ved den tredje gang vi ringtrænede sammen, fandt træneren ud af, at Tina skulle prøve at løbe med hunden, men det er meget atypisk at den person, hunden er mest interesseret i, løber med ham. Denne person skal nemlig løbe med rundt uden for ringen og på den måde sørge for, at hunden løber helt ude i linen. Men Zeus løb meget anstrengt med mig som løber. Han krummede meget ryg. Det blev afhjulpet ved, at Tina løb med ham. Jeg skulle så bruge dobbelt så meget energi som Tina, for at få Zeus frem i linen. Vi ringtrænede et par gange hjemme i ugen op til udstillingen, hvor Tina løb med ham og jeg løb rundt uden for ringen.

Dagen oprandt til udstillingen i Odense, og vi følte os klar på at tage endnu en pokal med hjem. Zeus er nemlig en pæn hund, har vi ladet os fortælle både ved den sidste udstilling, hvor vi fik at vide at grunden til vi ikke fik en førsteplads, var den manglende træning. De andre hunde var nemlig mere "scenevant". Nu havde vi jo trænet godt og grundigt og så skulle det nok gå. Det gik da også fint i starten men de andre hunde var lige en tand bedre. Zeus løb meget pasgang til sidst, han var rigtigt træt, for vi skulle løbe mange gange rundt. Jeg var også blevet meget træt at al den løben uden for ringen. Jeg løb vist også meget længere end de andre ude for ringen fordi jeg skulle være meget tæt på Zeus for at trække ham med rundt. Tina blev også træt og vi var gennerelt bare trætte alle sammen. Dommerens vurdering var, at vi stadig havde en særdeles lovende hund, men han var for stor af sin alder (hans højde er 65 cm, hvilket er max. grænsen for fuldvoksne schæfere).

Dommersedlen ligner derfor meget godt den første vi fik i Bramming, men vi røg altså ned på sidstepladsen igen, og denne gang var der 6 hunde med. Derfor fik vi ingen pokal med hjem. Det gør ikke så meget, for det vigtigste er at vi har fået en rigtig god og dejlig hund, og vi nu har opfyldt Kennelens ønske om at vi tog Zeus med på 2 hvalpeudstillinger. Se resultater, for dommersedler fra hvalpeudstillingerne.

Der er stadig ingen tegn på at hans manglende sten er på vej, og derfor vil vi ikke kunne bruge ham til avl. Det betyder, at vi så vil stoppe med udstillingerne og i stedet koncentrere os om at træne i DcH, Danmarks civile hundeførerforening, i Svendborg.

Kløen
Som jeg har nævnt tidligere i webloggen havde Zeus fået hudproblemer med kløen bestemte steder på sig. Det udviklede sig som et slemt mareridt, hvor vi ikke kunne finde ud af, hvorfor han kløede sig og vi prøvede forskellige midler lige fra at vaske ham i specialshampoo, som vi fik fra dyrelæge til kløestillende piller og foderskift til allgerivenligt foder (også fra dyrlægen). Vi prøvede sågar Bio Active Dog piller sammen med Bio-strath piller og zinktilskud - et råd vi havde fået fra et par på udstillingen i Bramming. Intet hjalp og vi havde nu døjet med problemerne i 4-5 måneder. Så fandt vi ud af, at det muligvis kunne være støvmideallergi, fordi vi har gulvtæppe i stuen og hjemme med Tina's forældre har de trægulv, hvor det virkede som om at Zeus kløede sig meget mindre.

Vi skal snart have taget en blodprøve på ham for at få konstateret om der er noget allergi, men vi er nødt til at vente et par uger efter han ikke får kløestillende piller længere.
Det gruede vi meget for, fordi vi var bange for at han kløede hul på sig selv om natten.

Vi havde læst en del om BARF fodring, der handler om at fodre med grøntsager og rå kødben. Det virkede dog noget besværligt, men det er al anden måde at fodre på end med tørfoder vel. Vi fandt derefter ud af, at vi kunne købe noget Callun (rå komave og lunge) og noget færdigt grøntmix. Herved skulle hunden stadig få sine ernæringsmæssige behov dækket, men vi tilsætter så alligevel kosttilskudet, Vital Animin, for på den måde at være sikker på, at hunden for alle sine vitaminer også. Nåja, der skulle jo ikke ske noget ved det hvis han fik for mange vitaminer, for så udskiller han bare, hvad han ikke har brug for.

Denne nye måde at fodre på synes at have hjulpet meget. Efter blot tre dage var Zeus næsten kløefri. For første gang i 5 måneder kan vi sige det. Der har jo aldrig været nogen synlige tegn på hvorfor han kløede sig såsom hårtab og huden har også set fin ud hele tiden, bortset fra når han havde loppet sig, og han så får lidt rødmen deraf.

Der er nu gået en uge og Zeus spiser sin mad med stor lyst i modsætning til da han fik tørfoder. Der er stadig en lille smule kløen, men det er klart forbedret i forhold til før.

Zeus' nye legekammerat, Oscar
Zeus fået sig en ny legekammerat, hvalpen Oscar, der er en Cairn Terrier (se evt. cairn-terrier.dk). Sådan en terrier er ikke ret stor og vi er derfor nødt til at lære Zeus, at være forsigtig med ikke at træde på ham. Zeus vil jo ikke gøre en hvalp fortræd med vilje, men Zeus er samtidigt stadig en stor klumpet schæferhvalp på 9 måneder, der ikke altid helt kan styre alle fire ben på et glat trægulv eksempelvis. Oscar er dog noget af en lille kamphund, der ikke er bange for noget som helst, og da slet ikke andre hunde (hmm, lyder meget som Zeus ). Oscar skal selvfølgelig også lære, at det ikke er pænt at få en ti gange større hund til at pive, når Oscar bider sig fast i kæberne på Zeus (hehe). De hygger sig rigtigt meget de to, og der er ingen af dem, der får sovet en disse når de er sammen. Det betyder så, at når Zeus kommer hjem til sig selv, er han så træt, at han snildt sover en aften væk. Herefter må vi så vække hunden for at fortælle ham, at han skal ud og tisse og så ind i seng. Åh ja, de hunde.

Tirsdag d. 17. August 2004
af PTBB

I weekenden har vi været en tur til Them i Jylland, hvor HAS 2004 (Hovedavlsskuet) blev afholdt.
Det var blot for at kigge, for Zeus er ikke gammel nok til at deltage. Vi vidste, at Kennel Salby, hvor vi har fået Zeus, skulle derop, og derfor syntes vi, at de skulle se hvor pæn og fin Zeus er blevet.
De var meget glade for at se ham. "Han er stor", sagde kennelfar Frank måbende, da han så ham.

Kennelfar Frank ser Zeus til HAS i Them

Både kennelfar Frank og kennelmor Linda syntes, at Zeus var blevet en rigtig flot hund med pæne farver og passende foderstand. De havde frygtet, at Zeus var kuglerund, fordi de havde fulgt med på højde-vægt skemaet for Zeus og set, at han temmeligt hurtigt tog på i vægt.
Vi syntes jo netop, at han var en anelse for tynd, men sådan skal en schæferhvalp se ud. Sådan nogle hunde for først rigtigt med fylde når de er 1,5-2 år gamle.

Kennelen havde naturligvis travlt med at følge med i udstillingen. De skulle blandt holde øje med et par af deres venners hund, for at se, om det evt. kunne bruges til avl hos dem.

Tirsdag d. 10. August 2004
af PTBB

I weekenden oplevede vi vores hidtil værste mareridt gå i opfyldelse. I søndags skulle vi male huset udvendigt med noget heldækkende oliebaseret træbeskyttelse.

Vi var ikke mere end lige kommet igang, da Zeus lagde sig ind under stigen som Tina står på og har malingen stående på. Hun vil så stige ned fra stigen hvorpå Zeus rejser sig og rykker til stigen så en bøtte grå maling vælter ned i hovedet på ham !!!!!

Han så mildest talt forfærdelig ud. Der var ca. 1 liter maling i bøtten hvoraf han fik omkring 1/2 liter af det i hovedet og ned over det ene øje. Tina råbte selvfølgelig op - ÅÅÅÅhhnej - så jeg er ved at falde ned af min stige, hvor jeg sad 4 meter over jorden.

Vi skyndte os at få ham om på den anden side af huset, hvor vi tilfældigvis havde en spand med vand stående, og mens Tina begyndte af skrubbe malingen af hunden, fyldte jeg en anden spand op med vand.

Sådan noget oliebaseret maling er ikke nemt at få af med vand. Det bliver frygteligt fedtet og svært at få af, men vi havde ikke noget valg på det tidspunkt.

Vand, skuresvamp og sæbe (vi havde heldigvis en del hundeshampoo) og så lige et opkald til Tina's far og dyrlægevagten, for råd og vejledning.

Zeus fik som sagt maling i ØJET og også lidt i munden, og vi var nødt til at forhøre os, om vi skulle til dyrlæge med ham omgående. Vi fik at vide, at vi blot skulle holde øje med at hans øje ikke blev gustent (uklart). Derudover skulle vi lave noget havregrød til ham, for at indkapsle evt. maling, som han havde slugt, og vi skulle holde øje med, at han ikke kastede op, for så skulle han af sted til dyrlæge.

Heldigvis har hunde nogle specielle øjne, med hele tre såkaldte øjenlåg - et øverste, et nederste og så et tredje øjenlåg, der sidder i den inderste øjenvinkel (blinkhinden). Derudover har hunden en muskel, der kan trække øjeæblet tilbage i øjenhulen hvis det gør ondt. Kommer et eller andet hen mod øjet, så lukker øjenlågene pr. refleks, og samtidig trækker den lille muskel øjeæblet tilbage i øjenhulen. når øjet trækkes tilbage i øjenhulen, kører blinkhinden hen foran hornhinden og beskytter således øjet mod uønskede ting i øjet.

Zeus' øjne så fine ud efter vi havde vasket malingen af ham. Han har dog en lille grå "øjenskygge" efter malingen, men den vil forsvinde selv. Den er næsten allerede forsvundet.

Efter vi havde ordnet Zeus tog jeg et par billeder. Herunder ses stigen med maling-pytten og længere nede ses et par billeder af Zeus efter han fik vasket det værste af malingen væk.

Stige med malingpyt


Maling ved øjet


Maling på poterne

Det er faktisk utroligt så lidt maling, der var tilbage på ham. Nærbilledet af hans øjne viser, hvor lidt maling, der var tilbage, for hele den ene side af hovedet var dækket med maling. Poterne på den nederste billede fik vi også helt rene efter endnu en vask senere på dagen.

Lad det være en lærestreg til alle derude, der skal male huset mens hunden, katten eller lille Ole er i nærheden. Sørg for at holde dem væk, for det sviner og er møgbesværligt at få af igen, for slet ikke at nævne, at man kan få ødelagt øjnene af sådan noget stads.
Vi skal i hvert fald ikke risikere noget mere. Han har jo sin hundegård, så kan han jo bare blive lukket derind.

Tirsdag d. 3. August 2004
af PTBB

Jeg har fået skrevet en halv lang smøre, så jeg vil lige ridse hovedpunkterne op herunder:

  1. Zeus udvikling og hans hudproblemer.
  2. Tur på Egeskov Slot
  3. Zeus' første hvalpeudstilling

Husk at se de mange nye billeder. Klik ind på Gallerier og kig under "6 måneder".

Så fyldte Zeus 6 måneder den 18. Juli. Han er bare stor af en 6 måneder hvalp at være. Som man kan se af højde-vægt skemaet på Zeus-siden er han nu 64 cm høj og vejer over 33 kg.

Som mange andre schæferhvalpe i Zeus alder er han lidt ude af proportioner endnu. Halen f.eks. er lidt for lang synes vi og han må jo helst ikke blive ret meget højere. Maks. højden for en schæfer-han er 65 cm ifølge standarden.

Han mangler endnu den ene testikel. Den kan nå at falde ned endnu, men det er ved at være kritisk. Hvis den ikke falder ned, så vil det betyde en operation for enten at hjælpe den derned eller for at fjerne den helt. Der er nemlig risiko for at hunden kan udvikle testikelkræft, hvis den ikke falder ned på plads. Hvis den skal fjernes ved operation, kommer det til at koste ml. 1500 og 4000 kr. alt efter hvor stenen befinder sig. Det er lidt dyrt, men som sagt, det kan da være, at den når at falde ned på plads.

Mens jeg er ved emnet kan det nævnes, at Zeus har nogle hudproblemer i øjeblikket. Han klør sig meget nogle bestemte steder, og vi har derfor været til dyrlæge med ham. Hun foretog et skrab af huden for at tjekke bakteriefloraen.
Dyrlægen fortalte, at han havde overflod af de normale bakterier, og at det kunne forårsage hans kløen. Vi fik noget desinficerende shampoo med hjem samt noget antibiotika.
Vi skulle vaske ham et par gange og så snakke med dyrlægen efter en uge om hvorvidt det havde hjulpet.
Det havde det ikke, så vi fik nogle hormonpiller med hjem og besked om, at vi skulle prøve at vaske ham tre gange om ugen de efterfølgende par uger.
Det har heller ikke hjulpet den mindste smule. Det skal lige nævnes, at der på intet tidspunkt har været noget problem i at få ham stoppet i sin kløen. Han får lige lov til at klø sig et øjeblik og så stopper vi ham, hvis han ikke selv stopper.
Hvis kløen fortsætter skal Zeus have taget en blodprøve, så dyrlægen kan få undersøgt, hvad kløen så skyldes.

Her ses Zeus våd og sæbet ind. Han er godt nok utilfreds med tilværelsen.


Zeus meget våd efter vask og utilfreds med tilværelsen.

Og her er han ved at blive skyllet. Stakkels hund, han ser så ked ud af det.

Zeus skylles og ser ked ud af det.

Vi talte med et par, da vi var på hundeudstilling med Zeus i Bramming (jeg vender tilbage til hvordan udstillingen gik), og de havde også haft en hund med noget hudlidelse og kløen. De fortalte os om et gammelkendt schweizisk naturlægemiddel, Bio-Strath, kombineret med nogle zinktabletter samt nogle Bio Active Dog piller. Det havde gjort kål på kløeproblemet hos hunden.
Da vi alligevel skal vente tre uger, efter Zeus har fået sin sidste hormonpille, før en blodprøve kan tages, syntes vi, at det er værd at prøve. Vi har talt med dyrlægen om rådet, og han mente ikke, at det var nogen skade til.
Der findes flere informationer om Bio Active Dog produktet på følgende adresse www.aktiv-sundhed.com. Naturlægemidlet, Bio-Strath, kan man læse mere om på www.anjo.dk.
De tre ting bruges så vidt jeg har forstået til at styrke hud og hår, forbedre immunforsvaret, og generelt give mere energi og velvære. Nu prøver vi at se, hvad der sker.

Egeskov Slot

Vi har været en tur ved Egeskov Slot i onsdags i sidste uge. Vi var selvfølgelig ikke inde på selve slottet, men udenfor er der en del haver, en stor sø og labyrinter, som Egeskov Slot er så kendt for.
Det var dejligt vejr, og vi ville prøve at have Zeus med for at se, hvordan han reagerede blandt de mange mennesker. Det er efterhånden noget tid siden, at han har været blandt mange mennesker.
Det gik som forventet ganske stille og roligt til trods for, at der var et rekordstort antal mennesker på Egeskov den dag (næsten 10.000 besøgende). Zeus var bare så glad og interesseret i alt det nye, der var at opleve.

På et tidspunkt da vi sad på græsset, kom der en del børn og voksne forbi, der gerne ville snakke med Zeus. Faktisk var der et øjeblik 4 børn henne og nusse ham på én gang, og han lå bare stille og roligt og så nærmest ud til at nyde al den dejlige opmærksomhed.
Efter vi havde gået lidt rundt i et par timer, lukkede vi ham ned i bilen, så han kunne slappe af og sove lidt. Det er jo trods alt hårdt at være lille hund. Så var det også blevet noget mørkt lige pludselig (kl. 22:30) og som de altid gør på Egeskov hver onsdag i sommerperioden, fyrede de noget festligt og larmende fyrværkeri af.
Vi havde jo sørget for at parkere et pænt stykke væk derfra, så det ikke ville genere hunden alt for meget, for sådan noget knaldfyrværkeri runger helt godt imellem de forskellige huse og barakker. Der var da heller ikke noget at mærke på Zeus, da vi kom ned til bilen efter fyrværkerishowet.

I søndags var vi til udstilling med Zeus i Bramming, der ikke ligger langt fra Esbjerg. Schæferhundeklubbens kreds 76 lagde plads til skuet, og det var bare blevet sommer.
Vi var derovre ved 8:30 tiden og sørgede for en god parkeringsplads i skyggen.
Det var første gang vi skulle på hvalpeudstilling med Zeus. Vi havde ikke fået øvet noget videre ringtræning andet end vi har løbet lidt rundt med ham derhjemme. Der var nemlig ikke rigtigt nogen steder vi kunne få hjælp til det her i ferieperioden.
Udstillingen skulle først have været den 22. August, men det var bare pludseligt rykket frem til den 1. August i stedet.
Men vi havde øvet det bedste vi nu kunne på så kort tid, og det gik egentligt godt nok. Vi fortalte dommeren om, at det var første gang vi skulle udstille en hund, og han sagde så, at det var OK, han ville lige hjælpe os lidt.
Vi havde jo fundet ud af, at det var mig og ikke Tina, der skulle løbe med hunden, for Zeus er mest interesseret i Tina. Hun løber så uden for ringen og får hunden til at gå fremad helt ud i strakt line, så dommeren rigtigt kan se hvordan han bevæger sig.
Efter lidt løben rundt i ring, skal hundene stilles op på en bestemt måde, som vi også har øvet så godt vi kunne, men det var ikke så nemt. I Zeus' aldergruppe, 6-8 måneder, var der kun 3 hunde, der stillede op. Det resulterede i, at vi fik en pokal og en 3. plads i denne udstilling.

Her er Zeus efter vi har været inde og løbe rundt med ham. Han er bare helt flad.

Zeus er flad efter løben rundt i ring til udstilling

Og her er vores pokal.

Pokalen for en 3. plads ved hvalpeudstilling i Bramming

Næste gang vi skal til udstilling, bliver d. 12. September i Odense, og med den samme dommer. Indtil da vil vi så sørge for at få noget hjælp til ringtræning.

Fredag d. 25. Juni 2004
af PTBB

Jeg har lavet lidt om på hjemmesidens indhold. Læg mærke til følgende:

  1. Galleriet er blevet ændret således, at man nu kan vælge billedsamlinger efter aldersperiode af nogle ugers mellemrum. Jeg har indtil videre valgt perioderne 8-14 uger, 14-18 uger og 18-22 uger. Fremover vil jeg tælle i måneder.
  2. Slideshow er blevet ændret således, at der vil være et billede fra hver billedsamling skiftevist, så man nemmere kan se forskellen på f.eks. en 8-14 uger gammel hvalp og en 14-18 uger gammel hvalp. Ligeledes kan man nu trykke på slideshowbilledet og ryge direkte ind i den pågældende billedsamling

 Vi var en tur i Svendborg til arrangementet Årets Hund 2004, der blev afholdt i forbindelse med det årlige kræmmermarked ved Christiansminde Hotel. Det er udstilling for sjov, hvor alle slags hunde kan deltage. Vi kom ikke videre end til første runde, så blev vi stemt ud. Men skidt pyt...vi fik en masse hundeting fra sponsorerne af arrangementet. Værd at nævne er blandt andet godbidder til både hunden og os, en mavetaske og en sæk med 3 kg hundefoder alt sammen pakket i en fornem rygsæk.

Zeus stiller op i Årets Hund 2004 i Svendborg

Zeus stiller op i Årets hund 2004 i Svendborg

Efter udstillingen gik vi ned til stranden, der ligger lige bagved kræmmermarkedet. Så kunne Zeus nemlig komme lidt i vandet. Der var nogle andre vi havde mødt fra udstillingen dernede med deres hunde. Blandt andet en pige med en stor langhåret schæfer. den var rigtig vild med at komme i vandet sammen med en lys Labrador eller retriever, som også var der. Zeus syntes da det var skide skægt at hoppe rundt i vandkanten, men man turde altså ikke at svømme ud til de andre hunde.

Billederne herunder er fra et lidt senere tidspunkt, hvor de andre hunde var taget af sted.

vandhund

vandhund

Vi vil desuden også lige rette læsernes opmærksomhed på billedet herunder, hvor vi har forsøgt at stille hunden nogenlunde rigtigt op. Det er ikke nemt kan jeg hilse og sige, fordi Zeus er som de fleste andre 5 måneder gamle schæferhvalpe...fulde af krudt. Egentlig er han jo meget pæn...bortset fra den alt for lange hale.

Standbillede af Zeus hjemme i haven
Tryk på billedet for at se det i stor størrelse.

Husk at kigge på Zeus-siden, hvor man kan se højde og vægt nederst i skemaet, og tjek de nye billedsamlinger ud, hvor man kan se ovenstående billeder i stor størrelse.

Husk også at lægge en hilsen til os eller kommentar til de nye tiltag på siden. Det er også tilladt at skrive til os på mail (se på kontakt-siden)

Fredag d. 11. Juni 2004
af PTBB

Zeus blev opereret for navlebrok, og såret er helet rigtigt fint. I starten var det meget hævet, men det er næsten forsvundet helt nu. Herunder kan ses, hvor hævet såret var efter operationen.

Zeus opereret for navlebrok

Vores lille hund er temmelig plaget af tæger. Han får dem fra marken ude ved Svigerfar, og de klør åbenbart på Zeus. På et tidspunkt vidste vi, at der ikke sad nogen tæger på Zeus overhovedet, men han kløede sig alligevel meget. Hans pels føles dejlig blød og skinnende, han har ikke skæl og han har i hvert fald ikke lopper. Vi prøvede så at vaske ham i noget hundeshampoo, vi havde købt til vores gamle langhårede Schæfer, Herkules. Det er noget ubehageligt noget at komme i bad, syntes Zeus. Han var i hvert fald temmelig sur bagefter og splittede en sort sæk ad i arrigskab. Han ville også gerne splitte håndklæderne ad, vi havde brugt til at tørre ham med, men det fik han ikke lov til.

Han kom så ud til svigerfars schæfer, Tarzan, senere på dagen, og Tarzan kunne lugte at Zeus ikke lugtede normalt. Da blev Zeus godt nok lige mulet. Normalt er det jo Zeus, der terroriserer Tarzan.

Vi har fået malet hundehuset, så det ikke bliver beskadiget af regnvejr. Hundegården er man ellers glad nok for, men en dag ville man altså lige pludselig lege kort før vi skulle af sted på arbejde. Det var godt nok surt, at vi ikke lige kunne blive og lege med ham. Det har så været lidt kedeligt vejr med torden eller regn. Så vi havde Zeus indenfor mens vi gik på arbejde. Og jeg kan godt fortælle jer, at Zeus er en ballademager! Jeg blev fandme sur. Vi kom hjem og så at Zeus havde taget en pakke kleenex, jeg havde liggende på mit sengebord. Han havde taget den pakke og lagt den ud på måtten ved hoveddøren...og det var det. Sådan en kedelig vovse...han kan ikke engang finde ud af, at lave ballade, når han er alene hjemme.

Hvalpetræning er for længst overstået. Nu er vi rigtigt i gang med noget hundetræning. sådan noget som indkald er noget pjatværk, som man jo sagtens kan finde ud af. nej, nu skal vi altså til at lære noget lydighed...så småt i hvert fald. Forleden var Zeus ude for at lave lidt eftersøgning i ruin. Det var faktisk rigtigt spændende syntes man. Det handler om at hundene skal lede efter figuranter i de her ruiner, som brandfolk normalt bruger til øvelse. Zeus er jo stadig ikke bange for noget som helst, så lidt mørke og mærkelige lugte er ikke nogen hindring for at finde nogle folk. Han nød det, gjorde han. Derudover er vi godt i gang med sportræning, hvilket vi træner hjemme på et stort grønt område, hvor der ikke kommer så mange hunde, og også ude ved svigerfar på en mark i nærheden, som vi har fået lov til at bruge til formålet. Den lille hund vil fremad, så det er lige før, at vi skal have pigsko på for at kunne holde ham. Men sportræningen bliver bedre for hver dag vi træner det.

Søndag d. 13/6 skal vi til Årets Hund 2004 i Svendborg. Det er bare for sjov skyld, at vi stiller op. Det er jo også meget sjovt at komme lidt ud blandt mennesker og se nogle andre omgivelser.

Husk som sædvanligt at kigge ind under Gallerier, hvor der er kommet nye billeder til, og læg endelig en kommentar eller hilsen i vores gæstebog.

Lørdag d. 22. Maj 2004
af PTBB

Så er Zeus blevet opereret for hans navlebrok. Det var en simpel operation, hullet var knap på størrelsen med en lillefinger og der var kun lidt fedtvæv i udposningen. Det hele tog omkring 5 timer fra vi afleverede ham til vi måtte tage ham med hjem igen. Da var han helt vågen fra bedøvelsen, og han var temmelig sur. Han ville overhovedet ikke i nærheden af lægen og skulle bare ud af klinikken så hurtigt som muligt med rejste børster. Det var temmelig sjovt at se ham så sur og så frisk oven på en operation. Vi havde forestillet os, at vi fik ham hjem sådan lidt halvdvask, og at han ville sove meget resten af dagen. Hele eftermiddagen var han i fuldt vigør. Vi fik en hundeskærm med hjem, for den skal vi bruge om aftenen, når vi skal sove. Vi kan jo ikke så godt have, at han slikker i såret, så det åbner sig igen. Sådan en hundeskærm er temmelig irriterende at have på, så vi prøvede lige at give ham den på tidligt på aftenen. Zeus forsøgte ihærdigt at ryste den af sig men faldt rimeligt hurtigt til ro igen. Tina sad på gulvet og snakkede og legede med ham, mens hundeskærmen var på ham, i en halv times tid. Det gik fint og så tog vi den af ham igen og han fik den så først på da vi gik i seng. Mod al forventning var der ikke en eneste lyd fra ham i stuen, hvor han sover. Vi havde ellers regnet med, at der lige ville gå et øjeblik inden han faldt til ro.

Zeus med skærm på efter navlebrokoperation.

Hundegården er nu helt færdig. Zeus fik et marvben med da vi satte ham derud alene første gang. Det gik fint, han var alene der i en times tid og da vi kom ud til ham sov han inde i det glasuldsisolerede hundehus. Bunden af hundehuset er løftet fra jorden ved at det er stillet på nogle fliser, og det er isoleret med flamingo i bunden. Han havde gravet sit marvben ned i sandet i det ene hjørne af hundegården. Men det stak en smule op af jorden, så vi kunne jo se det. Dagen efter prøvede vi at lade ham være alene derude i tre timer. Det gik også helt fint. Vi hørte lige naboen om der havde været nogle problemer med at han gøede eller havde pibet, men det var meget lidt og kun lige når naboen fik besøg. Dagen efter igen skulle Zeus så være alene i hundegården i lang tid, for vi skulle til sølvbryllup og ville derfor være væk fra om eftermiddagen til sent om aftenen. Det blev til i alt 7 timer. Vi ville have haft aftalt med naboen, at de kunne ringe hvis der var problemer, men de var ikke hjemme. Vi tror dog ikke, at der har været nogen problemer med det. Han vil i hvert fald gerne ud til hundegården igen, så at han var alene så lang tid har tilsyneladende ikke været særligt slemt for Zeus.

Zeus i sin hundegård.

Bisserne klør stadig af og til. Vi har sørget for at han har en del forskelligartet legetøj, og vi har hængt et tov op i et træ og bundet knuder på det forneden. Det er da sjovt at hive og bide i en gang i mellem. Derudover har han jo fået marvben som han selv har tygget i efter behov. Han er i øvrigt blevet god til at grave sine ben ned rundt omkring i haven. Vi kan simpelthen ikke finde dem mere. Der er ingen tegn på at der er blevet gravet nogen steder. Så opdagede vi ved et tilfælde, at han gravede et af dem op. Det var jo gravet 40 cm ned og jorden havde været skubbet fint på plads. Men det er også fint nok...han får bare hug hvis han graver det ned i et blomsterbed.

Det var alt for denne gang, men husk at kigge i galleriet, hvor der selvfølgelig er en masse nye billeder. og læg endelig en hilsen eller kommentar i gæstebogen (det er tilladt at skrive mere end en gang...man må også gerne skrive tre gange...eller mere).

Mandag d. 3. Maj 2004
af PTBB

Zeus er begyndt at skifte tænder og han er kun knap 4 måneder gammel. Vi fandt lige en tand efter han havde spist sin aftensmad og vi skulle til at gå tur. På turen plejer han at få masser af godbidder, men han kunne slet ikke spise dem nu, for det gjorde åbenbart lidt ondt. Nu har vi taget noget kogt lever ud af fryseren, så må han have dem i stedet.

Vi mente, at det startede lidt senere med tandudskiftningen, men pyt, nu kan vi se frem til mindre skarpe tænder. Det tager dog lige sin tid inden han har skiftet dem alle sammen og i denne periode kan vi ikke lege for meget legetøjs-trækkeri med ham. Herkules, vores gamle schæfer, havde ikke lyst til at holde særligt fast i legetøjet eller "byttet" efter han fik ondt en enkelt gang, hvor vi trak med legetøj med ham mens han var ved at skifte tænder. Det var et af de dumme uheld hvor man tænker: "pokkers", og så kan man bruge resten af hundens levetid på at lære den at holde ordentligt fast i legetøjet. Vi fik et råd om at hænge et tov med en knude på i den ene ende op i eksempelvis et træ og så lade Zeus lege og trække i det. Det er i hvert fald én af måderne, hvor han kan skifte sine tænder uden at det bliver "vores" skyld, det gjorde ondt. Der plejer dog ikke at være de store problemer forbundet med at skifte tænder ellers.

Zeus har ikke haft dårlig mave i en uge nu. Vi ved stadig ikke hvorfor han har haft det, for vi fik svar fra dyrlægen om, at de svampe vi havde fundet i haven, og som Zeus havde afleveret en enkelt af til os halvspist, ikke var decideret skadelige. Vi har dog fjernet dem fra græsplænen alligevel, for de behøver ikke at være dér. Nu må vi så bare håbe, at Zeus mave vil fortsætte med at være i orden.

Og hundegården...tja, vi mangler stadig lige at få lavet hundehuset færdigt, men i weekenden skulle der være en chance for, at Zeus kan tage det i brug. Slutteligt kan vi fortælle, at Zeus er enormt god til at "hjælpe" med havearbejdet.

Zeus hjælper med havearbejdet.

Det kan I se mere om ved at kigge under gallerier.

Tirsdag d. 27. April 2004
af PTBB

Så er man altså bare 14 uger gammel og vejer 16 kg. Det er dobbelt op i vægt siden vi fik ham for 6 uger siden. Vi kan se, at hans aftegninger i pelsen forandres og han har efterhånden smidt det meste af hvalpepelsen. Det er sjovt at følge med i. Hvalpetræningen går fint. Der er kun 4 gange tilbage inden han skal i gang med lidt mere seriøst træning. Ved hvalpetræningen øver de kun sid og dæk samt indkald, og det kunne Zeus da finde ud af efter få gange, men vi har jo også trænet herhjemme med det. Det er jo vigtigt at lave lidt arbejde dagligt, hvor han blandt andet får belønninger i form af mad. Det siger de kloge hundeeksperter i hvert fald, og det giver da også mening, og resultatet kan vi i hvert fald tydeligt se.
Vi går også spor med ham nu. Det kan og bør man gøre tidligt ifølge eksperterne. Med vores gamle Schæfer, Herkules, startede vi sportræning da han var 2 år og det gik da fint...han kunne sagtens finde ud af det. Men det er nok ikke en dårlig ide at få begyndt på det, når vi nu ved, at Zeus skal lære det til træning i schæferhundeklubben. Apropos skal vi have kontaktet dem, for det varer jo ikke så længe som det har gjort inden vi skal til at fortsætte træningen dér.

Vi har i de forgangne 2 uger øvet Zeus i at være alene hjemme. øvet er måske meget sagt, for han har taget det helt stille og roligt med det. "Mor" er gået...snøft...så kan jeg ligeså godt lægge mig ned og sove. Vi lagde ud med at lade ham være alene i 30 min. Vi havde selvfølgelig lige hørt efter om der var noget piven inde fra huset, men da der ikke var det, så lod vi ham være alene. Vi skulle så til hyggelig komsammen med naboerne i vores lille vænge, og lod ham blive hjemme hele aftenen. ikke noget problem, for vi tager os jo af ham når vi kommer hjem. lufter, leger og kæler...alt efter hvad han har lyst til.

Vi er godt i gang med at lave en hundegård, og på fredag regner vi med at hundehuset er bygget, så kan Zeus komme i hundegården, hvis vi tager nogen steder uden ham, så han ikke skal sidde muret inde i huset. Han elsker jo at være ude.

Her til sidst bringer jeg lige et billede af yndlingslegetøjet...Pivedyret:

Zeus allerbedste pivedyr.

Der er flere billeder af Zeus og hans pivedyr under gallerier.

Onsdag d. 14. April 2004
af PTBB

Zeus' mave er i orden igen. Det er godt, for han skal nemlig vaccineres igen på fredag. Det var meningen, at han skulle vaccineres i dag, men i morgen skal han til hvalpetræning, og klubben vil ikke have, at man kommer til træning lige efter blandt andet en vaccination. Det skyldes, at hunden kan få det lidt skidt igen. Det oplevede vi dog godt nok ikke ved den første vaccination vi gav ham efter vi havde fået ham hjem. Men det er muligt, at grunden til Zeus' dårlige mave kan skyldes en kombination af dels at blive vaccineret, få ormekur og at spise et eller andet i haven.

Zeus er en rigtig strid hvalp i øjeblikket overfor Tinas fars schæfer, Tarzan.

Zeus og Tarzan

Tarzan ved ikke rigtigt, hvad han skal gøre eller hvad han må gøre - som om han er bange for at gøre den lille Zeus fortræd. Vi håbede egentlig bare, at Tarzan ville sige fra overfor Zeus og det har han nu også gjort i et enkelt tilfælde; Tarzan har et gammelt kødben, og det har Zeus været meget interesseret i. Han hugger det fra Tarzan, som ikke siger noget til det. Det fik vi lige lavet om på ved at Tinas far tog kødbenet fra Zeus og gav det til Tarzan. Så kunne man ellers god holde sig fra kødbenet når man er lille irriterende hvalp, for da kunne Tarzan sige fra overfor Zeus. Men ak, lykken var kort, for Zeus tager nu stadig kødbenet fra Tarzan, som ikke siger fra. Det virker altså kun hvis Tarzan får det fra hans "far".

I påsken havde Tinas bedsteforældre besøg fra Sjælland. Det var deres gamle hundevenner, Lise og Willy. Willy har også en schæfer, Sambo, der nok kan sætte en lille hvalp på plads, og det uden at overfalde ham. Han knurrer bare helt nede fra maven af. Så skulle man ellers se en helt ny side af Zeus, der meget forsigtigt forsøgte at snakke med Sambo. Zeus vidste godt, at ham skulle man åbenbart ikke "kanøfle" ligesom med Tarzan.

 2. påskedag tog vi til Schæferhundeklubbens Landsdels Påskeskue 2004 i Søndersø. Det var ellers godt nok noget af et cirkus for sådan nogen som os, der aldrig har deltaget i schæferskuer før. Der var trav- og standmønstring, og vi havde hørt og læst lidt om det før. Dog havde vi ikke forestillet os, al den båtten, dytten og kalden når hundene skulle løbe rundt. Det ser ud som om man skal være to til det. En, der løber med hunden og en udenfor ringen, der farer med rundt og hujer og hopper for at få hundens opmærksomhed. Det så noget komisk ud og man skulle nogle gange passe på, at man ikke blev rendt ned.

Zeus til Påskeskuet 2004.
Påskeskuet 2004

Zeus befandt sig i øvrigt fint mellem alle menneskerne og de andre hunde. Man ville gerne snakke med alle de andre hunde, men kunne ellers godt forholde sig roligt og fredeligt.

Zeus er nu 12 uger gammel, dvs. vi har haft ham en måned, men det føles som 3 måneder. Vi har vejet ham til 13,5 kg, hvilket er et voldsomt spring i forhold til sidste uge, hvor han kunne vejede 11 kg. Han har jo haft dårlig mave og været på skrap kur, så det kan være, at vi har vejet forkert i sidste uge. Han er tilsyneladende heller ikke vokset i højden, men han virker dog stor, når vi kigger på ham nu i forhold til de forgangne uger.
I hvert fald er vægten og højden noteret i skemaet på Zeus-siden. Der er flere nye billeder på Galleri-siden.

Mandag d. 5. April 2004
af PTBB

I onsdags startede man op på hvalpetræning. Det er også kaldet kravlegård det første stykke tid, for det handler i starten blot om at hvalpene møder andre mennesker og hvalpe, og man laver ikke så svære øvelser. Kun det basale såsom sid og dæk samt indkald og øjenkontakt. Som vi forventede (eller håbede) kunne Zeus godt finde ud af at komme til "mor" ved indkald. Der var ikke nogen slinger i valsen dér. Sid og dæk kan man efterhånden også godt finde ud af, men det kræver jo nogle godbidder, og disse skulle absolut være i form af kogt lever (bvadr, siger mor). Der er god øjenkontakt med Zeus. Han ser helt naturligt os direkte i øjnene, så det er jo meget godt. Zeus prøvede også en lille smule fra agility banen, men man er jo stadig en klumpedumpe, så der går lige et stykke tid endnu før man har helt styr på kroppen og benene.

Zeus har fået et bur til bilen.

Vi har fået fat i et bur til bilen, som Zeus er helt vild med. Det var næsten ikke til at komme til da "mor" satte det op i stuen. Alt imens siderne blev samlet løb man frem og tilbage gennem buret. Da det var helt samlet kunne den lille hund jo så passende lægge sig til at sove i det. Det er rart at han er så glad for det og så kan man ikke lave så mange ulykker når man er ude og køre bil.

Ører begynder at stritte lidt.

Her til morgen kunne vi så konstatere at ørene for alvor er begyndt at stritte en gang imellem. Det ser så sjovt ud. Først det højre øre og så knækker det, så det venstre øre osv. I modvind kan begge ører så stritte på samme tid, og så begynder man at ligne en rigtig hund.

Zeus har haft dårlig mave det sidste stykke tid. Nu faster vi ham så i dag, og starter på en kur bestående af kogt ris med torskerogn i morgen tidlig. Derudover får han også noget mælkesyrekultur kaldet, Zoolac. Så skal vi nok få den mave i orden igen.

Zeus er nu 11 uger gammel og vejer 11 kg. Vi har målt ham til at være 45 cm. Det vil altså sige, at han er vokset 4 cm på en uge, og det synes jeg er godt klaret. på Zeus-siden kan man følge hans vækst i et skema forneden på siden.
Flere billeder af Zeus fra den forgange uge kan naturligvis ses under gallerier.

Mandag d. 29. Marts 2004
af PTBB

Zeus er blevet 10 uger i søndags og i den anledning har vi vejet og målt ham. Han vejede 8 kg, da vi fik ham og nu vejer han ca. 10,5 kg. Det passer meget fint med at han cirka skal tage 1 kg på om ugen. Han blev også målt i højden ved skulderen til at være 40-41 cm (det var lidt svært at få ham til at stå stille). Vi målte ham ikke i højden dengang vi fik ham, så det mangler i højde-vægt skemaet, jeg vil lave på Zeus-siden.

Hvalpetræningen starter først på Onsdag og ikke i lørdags som jeg tidligere har skrevet. Det bliver spændende for ham. Han kommer til at møde en masse nye mennesker og hvalpe. Vi har haft ham med oppe i Ringe by. Der var ikke overfyldt med mennesker, men der var dog alligevel en del flere end man er vant til. Det gik egentligt fint...men man savnede mor, da hun var inde i Superbrugsen, så jeg gik lidt rundt med ham og lavede lidt sid og dæk øvelser. Han kan godt en lille smule og det er blevet bedre for hver dag, men vi øver så også en gang om dagen 5-10 gange i træk.

Han har haft lidt problemer med at holde sig hele natten...han har tisset en enkelt gang om tidligt om morgenen siden vi har ladt ham alene om natten. Men i nat var undtagelsen, så det varer nok ikke længe inden han er helt renlig. Desuden kaldte han for første gang rigtigt på Tina , da han skulle besørge. Han satte sig simpelthen hen til vores terrassedør, hvor vi for det meste plejer at gå ud og pev en gang, så det er jo fint nok. Vi plejer jo at kunne holde øje med ham når han skal men det ville være rart nok hvis han også kunne kalde i tilfælde af, at vi ikke lige var dér.

Lørdag d. 20. Marts 2004
af PTBB

Jeg har blot valgt for i dag at lægge nogle billeder ind af forgangne dage, og lige fortælle kort om dem. Som jeg skrev i Onsdags besøgte Zeus DCH-Svendborg (Danmarks Civile Hundeførerforening), hvor han skal starte på hvalpetræning på næste lørdag. Dér mødte man et par hunde og deres hundeførere.

zeus møder en hund i hundeklubben, DcH Svendborg.

Lidt fra dagligdagen. Her kan man blandt se Zeus demonstrere, hvordan pigerne ligger i Maj

Zeus demonstrerer hvordan pigerne ligger i Maj

Derudover er man helt fjollet med sin hundepude og sit legetøj.

Zeus er fjollet med sit legetøj

Sidst men ikke mindst fandt man i haven en gammel tøjbamse, men vi måtte altså smide den ud fordi næsen var helt tygget væk af vores gamle schæfer, Herkules, og Zeus har ikke godt af at spise indvolde, især fra tøjbamser.

Zeus fandt gl. tøjbamse i haven.
Onsdag d. 17. Marts 2004
af PTBB

I nat skulle Zeus sove alene og det gik forbavsende godt. Vi havde aftalt, at jeg gik i seng først og så ville Tina komme senere. Da det blev tid bredte hun et tæppe ud foran døren til soveværelset og lagde nogle hundekiks på det. Så sagde hun godnat til Zeus og gik ind i soveværelset og lukkede døren efter sig. Zeus pev tre gange og derefter hørte vi ikke mere til ham. Da vi stod op i morges kom Zeus gøende inde fra stuen af (uha...en farlig hund). Han har sikkert ligget enten på den store hundepude eller i kurven. Han var selvfølgelig glad for at se os.

Vi kunne se at han havde tisset på måtten til hoveddøren, men det er hvad der kan ske. Kartoffelmel er en god ting at have i huset. Resten af dagen tissede og besørgede man selvfølgelig udenfor.

Man var selvfølgelig også ude og gå tur i snor i dag. Det var en længere tur end i går. Faktisk var det den tur vi gik med Herkules, vores gamle schæfer. Det gik selvfølgelig i hundens eget tempo, men når han bliver større, så tager den tur ikke andet end små 20 min. Da vil vi sikkert vælge en længere tur og/eller kombinere den med nogle øvelser på det store grønne område vi kommer forbi på turen.

Zeus skal, som andre hvalpe, socialiseres og det indebærer at møde andre mennesker og hunde end dem han ser til hverdag. Som med alt andet starter man i det små og derfor tog vi ned til hundeklubben, DCH-Svendborg (Dansk Civile Hundeførerforening), hvor man inden længe skal starte på hvalpetræningen, for at mødes med blot to andre hundeførere og deres hunde samt svigerfar og hans hund, Tarzan. Vi ville se hvordan Zeus reagerede overfor de to andre hunde og deres hundeførere. Ligesom mødet med svigerfar og hans hund i går var man lidt usikker i starten, men efter kort tid kunne man sagtens spise lidt godbidder fra de fremmede mennesker. Hundene snusede lige et kort øjeblik til hinanden og så var det godt nok for denne gang. Derefter kiggede vi på, at svigerfar trænede lidt med Tarzan. Blandt andet lavede Tina og hendes far en rundering med Tarzan mens jeg havde Zeus i snor. Ved rundering skal hunden på kommando finde en skjult eller halvskjult person og gø ad denne til føreren kommer (man kan også kalde det en bevogtning). Zeus fulgte med i øvelsen og ved svigerfars tegn kaldte Tina på Zeus, hvorpå jeg slap ham og han løøøøøb ned til hende..."jubiii, min mor, min mor". Zeus virker til at have godt med mod.

På lørdag skal man derned igen og vises frem igen for nogle af de andre, Tina kender fra klubben.

Tirsdag d. 16. Marts 2004
af PTBB

Der har været to højdepunkter i dag. Den ene er, at Zeus skulle møde svigerfars schæfer, Tarzan. Dvs. første møde med en fremmed hund. Det er vigtigt, at hunden lærer at omgås andre hunde tidligt. Tina starter inden så længe på hvalpetræning i DCH-Svendborg (Danmarks Civile Hundeførerforening), hvor hun trænede med vores gamle schæfer, Herkules. Der vil Zeus lære at omgås masser af andre hunde, men nu kunne han jo lige starte med at møde svigerfars hund.

Det andet store højdepunkt bliver at lære at sove alene. Det bliver spændende at finde ud af, hvordan han klarer det. Det hører I nærmere om i morgen.

Mandag d. 15. Marts 2004
af PTBB

Tina har sovet sammen med Zeus igen i nat. Vi venter til i morgen aften med at prøve, at lade ham sove alene. I dag blev Tina vækket ved at Zeus kravlede rundt under stuebordet. Klokken var da 5:45 og han havde Så også sovet næsten 6 timer uafbrudt (Der er i hvert fald ikke fundet nogle efterladenskaber).

I dag skulle man besøge dyrlæge Niels for at blive vaccineret og kigget efter i sømmene. Han så fin ud, synes dyrlægen, men han skal dog opereres for navlebrok. Det vidste vi godt. Vi vil dog vente et par måneder og se tiden an og så er han også blevet lidt større. Man skal helst ikke operere på FOR små hvalpe.
Da man kom hjem igen efter dyrlægebesøget tog man sig lige en lur på 2 timer. Det var ellers ikke så lidt.

I dag har man også været ude og gå tur med snor på, men i starten kunne man dog slet ikke finde ud af at gå når den var på. Efter lidt tid kunne man dog godt finde lidt ud af det. Det var selvfølgelig ikke så lang en tur, blot en tur rundt i vores lille vænge.

Man fik rigtigt ræset rundt i haven i dag og det bevirkede, at man blev temmelig træt igen og lagde sig ind i KURVEN og SOV i et par timer igen. Det var fedt nok, for vores tidligere hund sov aldrig i SIN kurv, da var den mere brugt til godnat-kiksen eller hvis man var fornærmet.

Der har i øvrigt været en del gæster i dag. Tina's mor kiggede ind til en kop eftermiddagskaffe, Tina's farmor kiggede også forbi med vores nyvaskede tøj (vores vaskemaskine er ikke sluttet til i øjeblikket p.g.a. at vi har lagt nye fliser i bryggerset, så Tina's farmor tilbød at vaske for os...fedt nok), og Tina's bror og hans forlovede spiste med til aften, så der har rigtigt været mange nye mennesker at hilse på, og man kan godt give hals af de fremmede folk (så pas I bare på).

Søndag d. 14. Marts 2004
af PTBB

I nat kl. 4:30 vækkede Zeus Tina ved at bide hende i kinden. Han skulle ud og tisse. Så sov de lidt igen og vågnede igen kl 6:30, hvor han fik noget mad. Så var han ellers frisk, fik jeg at vide, for han tonsede rundt i stuen og i gangen, også lige uden for soveværelset, men jeg har altså ikke hørt noget som helst. Så blev han træt igen og sov fra kl. 8 til 9, hvor jeg stod op (det er jo søndag). Kort efter jeg var stået op Hørte Tina en lyd af en meget sagte banken på vinduet, men jeg sagde, at det var ikke hos os det bankede. Det viste sig, at jeg tog fejl for ved hoveddøren stod Tina's farmor. Det var ellers ikke meningen, at vi skulle have besøg her i weekenden. Den ville vi bare have for os selv, men Tina's farmor var ude og køre alligevel og kunne ikke dy sig...hun måtte lige se det lille bæst, undskyld, den lille søde og artige hvalp J. Det var også fint nok, men man var lidt usikker på den fremmede gæst.

Vi fjernede den madras, Tina ligger og sover på i stuen, for hele dagen i går lå han udelukkende og sov på den, hvilket også var OK for han skulle ligge trygt og godt. Men i dag skulle man altså prøve og sove uden madrassen. Vi havde dog den store hundepude, som Herkules var meget glad for, til ham og den var da ikke helt dårlig.

Det var ellers flot solskinsvejr først på dagen. Det var dejligt, for så kunne vi være ude længe. og det gik så over i overskyet vejr med lidt regn om eftermiddagen (der er ikke så meget sjov ved det når det regner og det er Zeus enig med mig i, for man får jo våde poter). Han var en rigtig frækkert i dag. Han havde fået en ide med at spise sand fra en sandbunke i vores have. Så sagde vi "nej" og skubbede ham lidt væk, men han tonsede bare tilbage samme sted flere gange og flere gange sagde vi "nej" til ham og skubbede ham væk. Det fortæller rimeligt godt hvordan dagen er forløbet, for der var mange andre tilfælde i løbet af dagen, hvor han bare kom igen og fortsatte det han havde gang i. F.eks. at tygge i nogle ledninger og interessere sig lidt for meget for fliseklæberen (Tina var i gang med at lægge de sidste fliser). Man forsøgte også at løbe fra os og ind i naboens indkørsel, hvor man kunne gemme sig under en autocamper, det var da mægtigt skægt syntes han. Og man kunne lige brumme en gang når man så fangede ham og tog ham op. Vi hilste for i øvrigt lige på naboerne et kort øjeblik (der er et billede af det i det seneste tilføjede galleri).

Han har ikke skidt i huset i dag, men tisset en enkelt gang ude i gangen...vi var bare ikke lige hurtige nok, men ellers er det gået fint med at komme ud og besørge og tisse udenfor. I aftes ville han dog ikke lige umiddelbart ud og tisse sammen med mig, men man ville godt ud med Tina...hmmm. Man har også i dag spist godt af sin mad i dag, dog levnede man lidt til aften.

Vi gav ham et halsbånd på i dag, og det syntes man var lidt generende, men det kunne dog godt gå an. Vi har igen i dag nøjedes med at gå haven rundt. Den er stor nok til at han kan få lidt ud af dét.

I dag prøvede man lige sin lidt for store kurv med tæppe. Første gang krøllede man tæppet helt vildt rundt og lå et øjeblik med det sådan i kurven. Anden gang var i aftes, hvor man ikke krøllede tæppet overhovedet, man snuste bare lidt i kurven og lagde sig et øjeblik for så at gå ud igen og lægge sig på den store hundepude. Den er man ved at finde ud af er dejlig at ligge og flyde på. (se iøvrigt de seneste billeder under "gallerier").

Lørdag d. 13. Marts 2004
af PTBB

Tina og Zeus sov sammen i stuen. Det var der ingen ben i. Da Tina slukkede lyset faldt hunden til ro og sov faktisk hele natten igennem uden problemer lige fra klokken 0:30 til klokken 6:30.

Tina stod op og tog Zeus med ud, hvor han tissede. Hun gjorde mad klar til ham og legede lidt med ham til den var klar. Han spiste halvdelen af morgenmaden, var ude igen og legede lidt inden han faldt i søvn igen. Han brugte stort set al sin energi først på dagen, så da vi nåede middag havde han været aktiv i ca. 4 timer. Dvs. han burde sove resten af dagen væk. Det gjorde han dog ikke helt, men næsten. Om eftermiddagen lod vi ham lige udforske lidt mere end blot vores have. Han udforskede vores indkørsel og lidt udenfor i selve vænget. Nu er det igen blevet aften og Zeus er træt igen, og det er vi faktisk også...pyyh.

Fredag d. 12. Marts 2004
af PTBB

Så fik vi endelig vores lille nye schæferhvalp hjem. Der var ingen problemer med køreturen, den tog han stille og roligt. Tina havde ham på skødet på et tæppe hvor han sov det meste af turen hjem. Kun lige en gang imellem vågnede man lidt og så sig omkring.

Da vi kom hjem snusede han livligt og nysgerrigt rundt i hele huset. Dog var man lige lidt forsigtig i begyndelsen. Vi gav ham lidt at spise og så kom han ud og tisse. Da vi kom ind igen så vi, at han havde lagt en lille "gave" på mit værelse...vi var vist ikke lige hurtige nok, men pyt.

Vi fandt en smule legetøj frem og satte os på gulvet i stuen og legede med ham...nogle gange rendte han til døren, hvor han kom ind da vi kom hjem, og pev lidt...forståeligt, man mangler jo sin søster og sin mor. Efter at have tumlet lidt rundt med os og legetøjet kunne man lige sove lidt på den madras, Tina havde fundet frem til natten. Man vågnede så, kom ud og tisse og så var det legetid og tumletid igen...nu er vi alle tre trætte her kl. 23:30. Det har været en lang dag og i morgen er der atter en ny dag...uden mor og søster.

Onsdag d. 10. Marts 2004
af PTBB

Jeg har tilføjet en fed farveblanding til websitet (synes jeg selv :-) ). De sidste menupunkter er oprettet og jeg er begyndt at fylde lidt tekster på siderne. Det er klart, at jeg først rigtigt får skrevet på den, når websitet er helt 100% klart og vi har fået hvalpen.

Links :: Galleri :: Sitemap

Hunde-info´s Topliste


totaliorden.dk

Google




Valid XHTML 1.0! Valid CSS!

     

Vote for this Site @ Danmarks Top 100 Websites by Dannebrog.net